Vedtægter

For Den selvejende institution Fonden for Agersø Lystbådehavn

§ 1.

Institutionens navn er “Fonden for Agersø Lystbådehavn”, dens hjemsted er Agersø, 4230 Skælskør i
Slagelse kommune. Fonden er tilmeldt erhvervs- og selskabsstyrelsen som fond (en forening).

§ 2.

Fondens formål er at drive en lystbådehavn som er anlagt ved den kommunale havn på Agersø

§ 3.

Generalforsamlingen er fondens højeste myndighed. Den afholdes på Agersø, ordinært hvert år senest
ved udgangen af maj måned.
Indkaldelsen til generalforsamlinger sker med mindst én måneds varsel ved opslag på strandtavlen og
sendes til grundejerforeninger, Beboerforeningen, Bådelauget. Indkaldelsen skal indeholde en kort
dagsorden med angivelse af de punkter, der ønskes behandlet.
Generalforsamlingen ledes af en af denne valgte dirigent.
Stemmeberettiget på generalforsamlingen er enhver, som enten har fast bopæl på Agersø, er
medlem af en grundejerforening eller beboerforening på Agersø, eller som er lejer/ejer af en fast
bådplads i Agersø Lystbådehavn.
Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal, med mindre andet er
foreskrevet i loven eller nærværende vedtægter.
Over det på generalforsamlingen passerede føres protokol, som underskrives af dirigenten og de
tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Forelæggelse af (det reviderede årsregnskab) foreningens årsrapport.
  4. Bestyrelsens forslag til budget for det følgende regnskabsår.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
  6. Valg af revisor
  7. Indkomne forslag.
  8. Eventuelt.
    Forslag der ønskes behandlet under punkt 7 tilstilles skriftligt bestyrelsen senest 14 dage før
    generalforsamlingens afholdelse. Endelig dagsorden offentliggøres senest 8 dage før og udsendes til de
    partier der har fået indkaldelsen.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det ønskeligt, eller når mindst 30
stemmeberettigede skriftlig rejser krav derom overfor bestyrelsen med angivelse af dagsorden. I
sidstnævnte tilfælde er bestyrelsen pligtig til at foranledige generalforsamlingen afholdt senest 40
dage efter, at anmodningen er modtaget. Ekstra ordinær generalforsamling indkaldes med 14 dages
varsel med angivelse af dagsorden.

§ 4.

Fonden ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer efter generalforsamlingens beslutning.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Kriterier for medlemskab i F.A.L.s bestyrelse, er som følge: De tre af bestyrelsesmedlemmerne skal være
grundejer, bosiddende, ejer eller lejer af bådplads på Agersø Havn.
Hvert år vælges desuden 2 suppleanter til bestyrelsen og en revisor.
Suppleanterne er dog ikke stemmeberettiget i bestyrelsen, da de indkaldes til Ad-hoc arbejde, for og i
samarbejde med bestyrelse.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer og eventuelle andre bestyrelsesposter, og
bestyrelsen er i øvrigt beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen deltager i mødet.
Alle bestyrelsesbeslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv
sin forretningsorden.

§ 5.

Fonden tegnes af formanden eller kassereren i forening med to øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen kan meddele prokura.

§ 6.

Fondens regnskabsår er kalenderåret.
Regnskabet revideres, udarbejdes og gennemgås af den af generalforsamlingen valgte revisor, der
skal være statsautoriseret eller registreret revisor, og regnskabet fremsendes straks efter
generalforsamlingens godkendelse til Slagelse kommune.

§ 7.

Udlejning af bådpladser i Agersø Lystbådehavn sker på samme vilkår og til samme takster, som er
fastsat i det til enhver tid gældende regulativ for udlejning af vandarealer i Slagelse kommunale
havne.
Enhver er berettiget til at leje fast bådplads i havnen til de således til enhver tid gældende regler, og
bådpladserne tildeles de interesserede lejere i den rækkefølge, de anmelder sig.
Ændring i de således lejede faste pladsers placering kan ske til enhver tid, når hensynet til en
hensigtsmæssig drift eller anvendelse af havnens arealer gør dette nødigt efter havnefogedens eller
havneopsynsmandens skøn, idet dette dog indenfor 14 dage kan indbringes til fondsbestyrelsens
endelige afgørelse.

§ 8.

Indtil 40 bådpladser i havnen kan uden tidsbegrænsning stilles til disposition for eventuelle
interesserede, imod betaling af et kontant engangsbeløb/indskud, Takstblad 1 og 2 samt en årlig
afgift. Takstblad 2 opbevares hos Havnefogeden.
Fonden er forpligtet til enhver tid at modtage sådanne erhvervede bådpladser retur imod
tilbagebetaling, af det i sin tid for pladsen erlagte indskud/engangsbeløb.
For erhvervede bådpladser før 1/11-2014 gælder: Erlagte engangsbeløb med fradrag af 15 % heraf,
Takstblad-1.
For erhvervede bådpladser efter 1/11. 2014 gælder: Erlagte engangsbeløb med et fradrag på 25 %, +
moms Takstblad 2 fra 1/11. 2014.
“Priser for køb og leje af bådpladser, gælder for total længde overalt på båden.” Opsigelse
kan kun ske til den 31/12 og med mindst 3 måneders varsel.
De i henhold til nærværende punkt erhvervede bådpladser kan ikke sælges, fremlejes, falde i arv, dog
undtagen til ægtefælde, eller gøres til genstand for kreditorforfølgning.
Årsafgiften ændres, således at den til enhver tid er i overensstemmelse med de af Slagelse kommune
for kommunale havne fastsatte takster for erhvervsbåde.
Enhver er berettiget til at erhverve sådanne faste bådpladser i havnen på de anførte vilkår, og
bådpladserne tildeles de interesserede i den rækkefølge de anmelder sig. En bestående plads kan dog
overtages sammen med båden, hvis den hidtidige bruger ønsker det. Der sker dekort og fornyet
betaling efter nærværende bestemmelse.
Ændring i de således erhvervede faste pladsers placering kan ske til enhver tid, når hensynet til en
hensigtsmæssig drift eller anvendelse af havnens areal gør det nødigt efter havnefogedens eller
havneopsynsmandens skøn, idet dette dog indenfor 14 dage kan indbringes til fondsbestyrelsens
endelige afgørelse.
Mindst halvdelen af de i nærværende punkt nævnte faste bådpladser skal være reserveret danske
sejlere.

§ 9.

Lystbådehavnen må kun benyttes af lystfartøjer, og der må ikke fra havnens område drives
erhvervsmæssig virksomhed uden bestyrelsens godkendelse.
Brug af havnen forudsætter desuden overholdelse af de til enhver tid gældende love og forskrifter,
derunder restriktioner med hensyn til fartøjernes hastighed m.v.

§ 10.

Fonden er en selvejende institution, og for denne forpligtelser hæfter således alene fondens til
enhver tid værende formue, men derimod ikke dens bestyrelsesmedlemmer eller andre
enkeltpersoner, med mindre sådan hæftelser følger af dansk rets almindelige regler.
Ingen er forpligtet til at foretage indbetalinger til fondens formue, ud over, hvad der følger af
foranstående regler for indbetaling for bådpladser, og ingen er berettiget til at modtage udbytte eller
anden gevinst ved havnens drift, ligesom ingen er berettiget til at kræve udbetalt nogen del af fondens
formue, ud over tilbagebetaling af indbetalte engangsbeløb med reduktion som foran anført for faste
pladser.
Fondens formue skal i øvrigt til enhver tid være anbragt på betryggende måde, og der kan ikke ske
udlån deraf eller pådragelse af kautionsforpligtelser eller andet dermed.

§ 11.

Ændringer i nærværende vedtægter eller ophævelse af fonden kan kun ske, såfremt der opnås
almindeligt stemmeflertal derfor på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst tre og
højst tolv måneders mellemrum, på hvilke ændringen eller ophævelsen har været optaget som særskilt
punkt på dagsordenen.
I det omfang, vedtægtsændringer eller fondens ophævelse forudsætter samtykke eller godkendelse fra
andre, for eksempel Slagelse Kommune, Ministeriet for Offentlige Arbejder, Justitsministeriet eller
Direktoratet for Egnsudvikling, sidstnævnte såfremt vedtægtsændringen eller ophævelse ønskes
gennemført inden der er forløbet 5 år efter, at der fra direktoratets eller fra EU´s regionalfond er
indbetalt tilskud til dækning af udgifter ved havnens etablering, skal sådant samtykke eller
godkendelse tillige være indhentet, før ændringen eller ophævelsen endeligt træder i kraft. Hvis
fonden opløses, tilfalder en eventuelt nettoformue Slagelse Kommune og forudsættes af kommunen
fortrinsvis anvendt til fremme af turist- og erhvervslivet på Agersø.

Havnefoged

Palle Petersen
E-mail: papet@slagelse.com
Tlf.: +45 24 83 88 51

Telefontid: 8:00 – 20:00