Om Agersø lystbådehavn
Agersø Lystbådehavn har det meste af det, som sejlerne har brug for. Roligt havnebassin, let tilgængeligt og med god service. Frisk morgenbrød, aviser og dagligvarer købes hos købmanden, kun 500 meter vest for havnen. Gratis udlån af cykler til gæstesejlere, så I kan nyde en tur øen rundt. Her er salg af benzin, diesel og diverse smøreolier. Ved behov for teknisk assistance har vi bådekran op til 5 tons og et godt netværk af kyndige reparatører.
Der er havnecafé- og grill på lystbådehavnen, sejlerstue med køkken og TV, gratis wi-fi og faciliteter til tøjvask og tørring. Grillpladserne er nyindrettede, og der er legeplads til dem, der vil. Havnen har også sauna. 700 meter fra havnen i den nordlige del af byen ligger kro med vinudsalg, gårdbutikker, den gamle smedje, børstebinderi, mølle og kirke. Her er gode badeforhold – både friske og salte, og masser af muligheder for friskfanget fisk.
Vil du hellere rundt på øen uden de store fysiske anstrengelser, kan man leje kroens traktorbus med plads til ca 30 personer. Undervejs hører I om øen og oplever noget af den smukke natur, ofte krydret med et væld af dyr og fugle. Besøg Skansen på øens sydspids, genopført med fæstningsværket, som det så ud under Englandskrigen.
Eller I kan bare nyde freden og roen på vores smukke, lille ø.